Fra kapittel 7, Kautokeino-dokumentene, red Magnar Mikkelsen og Kari Pålsrud.
Den 8. november 1852 skriver sogneprest F.W. Hvoslef i Kautokeino til fogd Lie i Alta:
Frygtelige Begivenheder bringe mig i Nat til at Skrive Dem til for at begjære herop snarest muligt Mandskab, der staaer i et passende Forhold til hvad der er skeet. I Morges stod jeg og talede med min Kone i Kjøkkenet, saa komme pludselig Mad Ruth og Pigen Anna løbende ind, skrigende, at de dræbe Ruth. Jeg løb øieblikkelig derhen og saa da strax Ruth liggende udstrakt paa Gaarden, medens en Hob, der lignede vilde Dyr, stode og sloge ham med Stokke i Hovedet. Øieblikkelig løb jeg ind i Ruths Huus, da jeg saa, det var Livs Fare, tænkende at faae sendt Lensmanden til Avtzie efter Hjælp. Men jeg traf Ingen, og de kom snart efter mig og truede mig paa Livet. Ved mit Kjendskab til disse Folks Ræsonnement bevægede jeg dem dog næst ved den Almægtiges naaderige Bistand til at skaane mit Liv. Jeg førtes da hen til Præstegaarden, hvor de strax begyndte at slaae ind alle Vinduesruder og toge min Kone, Mad Ruth og Pigerne fast. De Timer vi da tilbragte i Stuen, skal jeg aldrig glemme. Vi bleve bundne om Fødderne og risede saaledes overalt især i Hovedet, at jeg undertiden var bange for min Forstand.
Men Bøn til Gud styrkede os Alle, og denne Styrkelse behøvede vi i høieste Grad, da vi efter en Tids Forløb saa Ruths Huus staae i Flammer, og Aslak Persen Rist tog mig ud og sagde; "der kan Du see, hvorledes de Ubodfærdige brænde i Helvede, nu er Guds Vredes Dag kommen". Herved adspredtes imidlertid Mængden en deel, idet de gave sig ifærd med at plyndre, saa at vi fik lidt Lettelse for de frygtelige Skrig "daga buorradusa, cuorvi hærra Jesus namma" (gjør Forbedring, anraab den Herres Jesu Navn); men da Ruths Huus var næsten nedbrændt, begyndte Scenerne i Stuen med forøget Frygtelighed. Gud var saa naadig, at han lod min Kone og Mad Ruth spares meget, medens flere af Pigerne bleve frygteligt pidskede. Det blev da paa Tale at brænde Præstegaarden, men dette gav ogsaa Gud mig Naade til at forhindre. De begyndte da at tale om at føre os med til Finbyen og under Pidskescener, Trudsler og Tale derom, tilbragte vi da mange lange Timer, indtil Forløsningens slog.
(...)
Med den Bøn, at den Almægtige maa være med os med sin beskjærmende Naade, maa jeg føie det Vidnesbyrd til Ros for Menighedens allerstørste øvrige Deel, at de have staaet imod disse Folk overalt, hvor de traf dem, og de have nu ved den Beredvillighed, de have viist i at hjælpe, aabenbaret deres gode Sindelag, saa Brøden maa ikke lægges Menigheden til Last, men Gjerningsmændene og deres Følgesvende.
Ærbødigst F.W. Hvoslef
Sognepræst til Kautokeino
|